Mine værktøjer
Du er her: Forside / Artikler / Humber Hexonaut
Navigation
 

Humber Hexonaut

Tidspunkt 03/12 2016
Tilføj begivenhed til kalenderen vCal (Windows, Linux)
iCal (Mac OS X)

                                                 HUMBER HEXONAUT-


                                          en britisk 15 cwt (3/4 tons) 6x6 luftbåren lav flad vogn/svømmer. Hexagon = sekskantet (heraf sikkert navnet).

                                          De følgende fotos er sandsynligvis de eneste officielle virksomhedsfoto af Humber Hexonaut, som eksisterer i dag.

                                          Humber Ltd´s Engineering Department gav køretøjerne billedteksten:

 

                        "15 cwt 6x6 Vehichle - konstrueret til, at kunne transporteres i et Dakotafly - prototype nr. 1.

I 1942/43, medens de militariserede Super Snipe biler og 8 cwt 4x2 og 4x4 chassiser med forskellige opbygninger var i fuld produktion for det britiske

Krigsministerium, ville Rootes Groups velkendte bildivision i Coventry Engineering Department of Humber Ltd. øjensynlig ikke lade lejligheden slippe sig af

hænde for at konstruere noget helt anderledes.

Hæren fik i stigende grad mere interesse for specielle krigskøretøjer til brug i indsatsen i Fjernøsten og her var en lille lastbærende GS vogn/flyder/svømmer/

tømmerflåde (GS = generel service = almindelig krigstjeneste), som det var tanken at gøre brug af til nedkastning i faldskærm fra fly over Burma, hvorefter

køretøjet kunne bringe sig i stilling til tjeneste i junglen.

Som navnet leder tanken hen på og i billederne bekræfter, var Hexonauten et 6-hjuler køretøj, der havde nautiske/maritim fordele, endskønt det ikke var

et amfibiekøretøj i normal forstand. En officiel erklæring sagde i 1946, at "selvom det var dueligt og egnet til begrænsede operationer i roligt vand var det

primært påtænkt til brug på junglevejene". Det forsatte med " hvis der blev monteret kæder på alle hjul ville præstationerne blive lig et normalt bæltekøretøj".

Som den daværende Rootes Group ingeniør - Mr. Sharratt i Luton - antyder eller tilkendegiver, var Hexonauten konstruktørens mareridt. Selvom han

dengang var ved Commer´s tunge  køretøjsafdeling, husker han projektet og skriver til os efter mere end 25 år´s forløb: "Køretøjet havde alvorlige operative

driftsproblemer og blev aldrig helt og fuldt udviklet".

Alle indenfor Rootes ignorerede Hexonauten i dets oprindelige krigsproduktions publikationer og udgivelser. Den ville sandsynligvis være totalt glemt, hvis ikke

den havde overlevet i et sæt fotos (reddet af forfatteren i de sene 60ér ved en stor oprydning i Devonshire House, Rootes´Piccadilly hovedkvarter i London),

og som resultat af dette ´en af prototyperne! Mere om denne overlevering senere.

 

Hexonautens design omfattede en nøgen karrosseri chassisramme af stål, ca. 11 fod lang, med en skrå forende og 6 tæt monterede traktorlignede dæk.

Ovenpå var monteret et enkeltsæde under en soft top, nedfældelig forrude og en 6 fod lang og 4½ for bred ladflade. Ladfladen har faste sider og normal

nedfældbar bagsmæk. Canvas presenningen er fastgjort med tovværk og forsynet med transparente ruder.

 

Fremdriften skete i form af 2 stk. 14 HP Rootes (Humber, Hillman)  4-cyl. sideventilede motorer på 1944 ccm monteret i karrossen i forlængelse af hverandre.

Hver af motorerne drev 3 hjul i hver side gennem 2 standard Hillman 4-trins gearkasser  og udvekslingsgear (transfergear). Den forreste motor - under sædet

- de højre hjulpar, og den bageste motor de venstre hjulpar.

 

Hjulene var uaffjedret, idet deres hjulnav var direkte monteret på karrossens udvekslingsgear. Deraf fulgte, at glidestyringen foregik ved anvendelse af

varierende hastigheder på hjulene i siderne i forhold til hinanden d.v.s. med forskellig motorhastighed og bremse ved skarpe drejninger. Styringen skete

ved et stangtræk som kontrollerede - gennem komplicerede forbindelser - motorernes gasspjæld og transmissionsbremse. Sidstnævnte var af tromletypen

anbragt på drivakslerne og ligeledes stangaktiveret.

 

Normal afvigelse fra retlinet kurs blev effektueret ved at aktivere den venstre motors gasspjæld for at dreje til højre (eller lukke for gasspjældet ved at dreje

til venstre). Alt efter som mr. Sharrath skubbede hjulstyringens håndgreb "fuld kraft frem" (som behørigt lukkede for motorens gasspjæld samt aktiveret

bremsen) og åbnede det andet gasspjæld ved at aktivere "fuld kraft bak" medførte, at køretøjet drejede rundt omkring sig selv. Man kan godt forestille sig,

at der på en hård overflade og specielt med tung last, at sådanne hårde drejninger var problematiske på grund af de anseelige store dæks skurren, og fordi

den ene motor kunne "stalle" (gå i stå). For at bekæmpe hjulskurren en del var de 2 midterste hjul placeret en smule lavere end forhjulene og baghjulene.

Imidlertid bevirkede det også , at på hårdt underlag blev kørslen hasarderet og risikabel "som søgang" .

 

Styresystemet var i virkeligheden køretøjets store svage punkt, idet enhver ustabilitet af motoromdrejningerne fra en af motorerne, karburator problemer

eller andet ville forringe retningsstabilliteten. Dette kunne få katastrofale konsekvenser, selvom den massive affjedring og køretøjets rokkende bevægelser

satte en hastighedsgrænse på landevej til 20 mph.

 

Begge motorer var monteret med gearkasser bagtil, hvorimod de deler en fælles køler placeret i forenden af karrosseriet. Udstødningen fra begge motorer

deles om en fælles lyddæmper placeret til venstre for føreren. Brændstoftanken sidder i modsat side. Køretøjet var tillige monteret med et tromlespil, der er

placeret helt bagtil - bag transmissionsgearkassen, som også driver dette spil.

 

Stålfælgene er forsynet med 9.00-22 dæk med et groft "klampemønster". Disse dæk sørger ikke alene for køretøjets affjedring - med selvfølgelig også for

fremkommelighed, når en assistance sker i vand, hvor der kræves god fremdrift for "at holde sig oven vande". Operationer i vand og sumpet arealer

kræver at forende og bagende af skroget lukkes til med tætte ståldæksler. Nautiske kvaliteter var og blev aldrig Hexonautens primære betydning - til trods.

 

Som omtalt tidligere blev køretøjet ikke udviklet yderligere, hvilket sandsynligvis skyldes sin natur og designmæssige fejl ( i modsætning til den jævnaldrende

- en 8 hjulet  Terrapin - som havde et lignende fremdrivningssystem, og forsynet med 2 Ford V8 motorer, som imidlertid var et rigtigt amfibiekøretøj.

 

Der er kun produceret 3 eksperimentelle Hexonaut køretøjer, og en af disse blev fremsendt til test ved WVEE i Farnborough. Det blev opbevaret her indtil

sommeren 1946, hvor det blev vist på en udstilling for militære køretøjer og udstyr på FVPE/FVRDE i Chertsey.

 

Den dobbeltmonterede motorforsyning er 4 cyl. 1944 ccm (75x110 mm) L-heads på 40 BHP ved 3200 o/min. Den blev primært benyttet i 30érnes Hillman

14 HP personbiler og lastbilerne Q15 og Q25. Synlig langs siderne ses ventilatorakslen og nogle drivaksler til hjulgearkasserne. Den bageste motor

driver venstre hjulpar og spillet bagtil. U-forbindelser er nødvendige idet snekkegear ikke er placeret på ret linie. Der er kun 1 gearstang der forbindes til

begge gearkasser.

 

En af de 3 prototyper - sandsynligvis den der blev testet af  WVEE - blev solgt via statens rådighedstyrelse og gik i tjeneste ved en civil entusiast  i

Sommerset. Med det meste udstyr fjernet (men bevaret) plus en kran monteret, blev det særprægede køretøj benyttet indtil midten af 50érne som et

tømmer/transportkøretøj. Anvendelsen var til rydning af træer i West Country. Det var senere ved at ruste op, men blev i 1971 reddet af Georff Theobald,

en tidligere militær køretøjssamler fra Exeter. Han magtede at identificere køretøjet ved hjælp af forfatterens skriverier om Hexonauten. Den blev senere

solgt til Guy F. Arend i Belgien. Mr. Arend har restaureret køretøjet , som er et unikt WW2 køretøj med bevarelse for eftertiden. Hexonauten er nu placeret

permanent i en udstilling på Victory Memorial Museum nær Arlon, hvor det - efter vor mening - udgør en af hovedattraktionerne i de allieredes militærkøretøjs

samling.

 

Reproduced from Wheels & Tracks. Publised by After the Battles, Church House Street, London E15 3JA and Edited by late Bart Vanderveen.

Gengivet og oversat af Carsten Justesen efter indhentet skriftlig tilladelse fra forlaget i London.